Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditionen tro.....

Traditionen tro…

På Løjt Kirkeby Skole har vi rigtig mange traditioner, nogle af dem indebærer/inddrager folk som ikke går på skolen, fx forældre eller eksterne samarbejdspartnere.

Det er svært at lave en fyldestgørende liste, men vi vil nævne en stor del af dem her:

 

Den gode overgang:

Når vores elever begynder i 0. årgang gør vi en stor indsats for at de skal føle sige velkommen og lære skolen at kende inden de begynder efter sommerferien. De bliver derfor inviteret på besøg med børnehaverne, med deres forældre og skolens personale besøger også Løjt Kirkebys tre børnehaver, samt deltager i forældremøder i Løjt Børnehus og Boiskov. I januar måned modtager kommende 0. årgangselever og deres forældre en film som fortæller om skolen og SFOen.

 

Dimission

Hvert år fejrer skolen sin afgangsklasse med en dimission. Dimissionen afholdes altid i den sidste uge inden sommerferien, og plejer at være en festlig begivenhed med taler og musikalske indslag. 

 

Emneuge

Der afholdes en fælles emneuge for hele skolen hvert tredje år. Emneugen afsluttes med et åbent hus.

 

Fastelavn

Vi holder fastelavn i Indskolingen. Både de voksne og eleverne er klædt ud. Vi går optog rundt på skolen, synger og slår katten af tønden.

 

Forældrekaffe i SFOen

Forældre inviteres til eftermiddagskaffe og hygge i SFOen. Børnene viser hvad de har lavet af kreative ting i deres SFO-tid.

 

Første skoledag i 0. klasse

Den allerførste skoledag i 0. klasse er en helt særlig dag, derfor inviteres forældrene med til at deltage i undervisningen om formiddagen.

 

Introtur i Udskolingen

Umiddelbart efter skolestart i august tager hele Udskolingen på Introtur. Turen er en ryste-sammen-tur, hvor trivslen er i højsædet, hvor elever på tværs af årgange i Udskolingen lærer hinanden bedre at kende. De er afsted onsdag til torsdag og holder efterfølgende fri om fredagen.

 

Juleafslutning:

Den sidste skoledag inden juleferien er alle elever i Løjt kirke (vi deles i to hold). Skoledagen slutter kl. 12.00 denne dag (SFOen er åben for SFO-børn).

 

Jule-klippedag:

Den sidste skoledag i november er der Jule-klippedag. Vi jule-hygger og pynter skolen op til jul.

 

Julemorgensamlinger:

Hver dag i december er der julemorgensamlinger. Der er tradition for at 9. årgang har et indslag til hver dag, og derudover bidrager andre klasser med deres forskellige indslag, bl.a. lucia-optog, i løbet af måneden. Alle er velkommen til at deltage.

 

Lejrskole

På Løjt Kirkeby Skole er man på lejrskole i 6. klasse. Destinationen er ikke fast, men de sidste mange år er turen gået til Christianslyst i Tyskland.

 

Morgensamling:

Der er morgensamling i Multisalen alle dage kl. 8.00. Vi siger godmorgen, giver beskeder samt synger to sange. Elever fra udskolingen deltager kun om mandagen, eller hvis der er noget helt særligt på programmet.

 

Motionsløb:

Fredag i uge 41 afholder vi Skolernes Motionsdag hvor vi motionerer og er sammen på tværs af årgangene. Det er 9. årgang der planlægger og står for Motionsdagen. Dagen afsluttes med et løb hvor forældre (og andre) er velkommen til at deltage. Eleverne slutter kl. 12.00 denne dag (SFOen har åben for SFO-børn).

 

Sandskær-turen

En skoledag i juni tager hele Mellemtrinnet på en hyggetur til Sandskær. Formålet er trivsel og socialt samvær.

 

Sidste skoledag for 9. årgang

Datoen fastsættes i fællesskab med kommunens øvrige skoler. Denne dag underholder 9. årgang rundt i klasserne, på scenen i Multisalen og evt. på boldbanerne.