Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolebus, kørsel i perioder med sne/glat føre

Besked fra SydTrafik/information i forbindelse med skolebuskørsel om vinteren.
 

Om vi den kommende vinter får lidt eller meget sne vides ikke, men busser bliver hurtigere alvorligt generet af sne og glatføre end fx personbiler, så der kan komme tidspunkter, hvor skolekørslen ikke kan gennemføres.
Her får du information om, hvordan du som forældre skal forholde dig i forhold til skolebuskørsel på dage med sne/glatføre:


Transport til skolen
Når en rute eller dele af en rute bliver ufarbar med bus, vil det fremgå hurtigst muligt af Sydtrafiks hjemmeside - www.sydtrafik.dk. Der kan være tidspunkter, hvor farbarheden hurtigt ændrer sig, så en fuldstændig opdatering af den aktuelle situation på hjemmesiden kan vi ikke garantere. 
Nogle elevers busrejse begynder måske inden information om ændringer er tilgængelige på hjemmesiden. Lav derfor en aftale i hjemmet om, hvad dine børn skal gøre, hvis bussen enten slet ikke kommer eller først kommer med forsinkelse. Mindre børn bør ikke sendes ud til en bus i snevejr og kulde uden at forældrene har vished for, at bussen kører.
I situationer hvor bussen ikke kan køre ruteforløbet igennem til skolen, køres der ”baglæns” med de elever, der allerede er steget på bussen. Der skal i hjemmet laves aftale om, hvad barnet skal gøre ved hjemkomsten.


Transport fra skolen
Hvis der er udsigt til, at vejene bliver ufarbare med bus, kan det ske, at vognmanden afhenter eleverne tidligere på skolen, end det står anført i køreplanen. Vognmanden kontakter skolen forinden, og skolen vil kontakte jer forældre. Det er forældrenes ansvar at lave aftaler i familien om, hvad jeres barn skal gøre, hvis det kommer hjem tidligere end normalt.
Skulle det ske, at det slet ikke er muligt for bussen at afhente elever til hjemtransport, vil det også blive kommunikeret ud af skolen, og det er forældrenes eget ansvar at få hentet deres barn/børn.